Garantibehandler til XPENG hos Ejner Hessel i Albertslund
Vi søger en garantibehandler i Albertslund til en nyoprettet nøglestilling med fokus på XPENG – et af vores nyeste og mest fremadstormende bilmærker i Danmark. Er du klar til at blive specialist på fremtidens elbilsteknologi og spille en central rolle i vores organisation?
Du får din daglige gang på vores afdeling i Albertslund, som er én af vores fire Hessel-afdelinger med XPENG. Her bliver du en del af et miljø tæt på forretningen, samtidig med at du arbejder på tværs af organisationen på koncernniveau. Som garantibehandler bliver du nemlig en vigtig vidensperson i huset, når det gælder XPENG. Du vil få en central rolle i opbygningen og udviklingen af vores garantiarbejde på mærket.
Vi tilbyder et administrativt og udfordrende job i et uformelt og teamorienteret miljø i en stor koncern med 1.950 medarbejdere fordelt på 35 landsdækkende afdelinger, hvor vi arbejder tæt sammen for at skabe de bedste løsninger.
Dine primære opgaver vil bl.a. være:
- Håndtering og fakturering af garantisager med fokus på XPENG
- Revisionssikring af arbejdsordrer
- Sikring og videreudvikling af garanti-processer relateret til XPENG
- Bidrage til intern vidensdeling omkring XPENG og garantiarbejde
Vi forestiller os, at du:
- Har erfaring fra autobranchen – fx som mekaniker, reservedelsekspedient eller lignende
- Har erfaring med garantiarbejde og de tilhørende procedurer
- Har interesse for elbiler, ny teknologi og digitale løsninger
- Arbejder struktureret og trives med administrative opgaver
- Er stærk kommunikativt på både dansk og engelsk skriftligt og mundtligt
- Har gode IT-kompetencer og er komfortabel med tal og systemer
- Er en teamplayer med godt humør og gåpåmod
- Trives i en rolle, hvor du får ansvar og mulighed for at præge udviklingen
Vi tilbyder en unik mulighed for at blive en central del af opbygningen af vores XPENG-setup og arbejde med den nyeste teknologi inden for elbiler.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Om Ejner Hessel A/S
Det familieejede Ejner Hessel A/S, der har hovedkontor i Brande, er en af Danmarks største bilforhandlere med salg til både erhvervskunder og private. Selskabet er autoriseret forhandler og serviceværksted for bilmærkerne Mercedes-Benz, XPENG, Renault, Dacia, Ford og Smart. Selskabet blev etableret i 1968, og har gennem årene ekspanderet i både Jylland og på Sjælland og er i dag landsdækkende. Desuden ejer Ejner Hessel-koncernen også Skandinaviens største brugtbilscenter, Mercedes-Benz Starmark i Vejle. Ejner Hessel-koncernen beskæftiger i dag over 1.900 medarbejdere og omsatte i 2024 for 9,9 mia. kr.